Risici ved afsyring
Ikke alle mursten tåler afsyring. Særligt gule, blådæmpede og manganholdige mursten kan være følsomme over for syreholdige rensemidler.
Afsyring af murværket kan forårsage udfældninger og misfarvninger på mursten og i fuger. Dette gælder især for gule, blådæmpede og manganholdige mursten.
Murstenene kan ved afsyring blive misfarvet, få udfældninger og i værste fald afskalle.
Ved afsyring af murværk reagerer saltsyren endvidere med mørtlens kalk og nedbryder den. Fugens levetid nedsættes, og der kan dannes nedbrydningsprodukter, som er fugt-sugende (hygroskopisk), hvorved murværket kan få et fugtigt udseende. Såfremt der bruges cementmørtel, er afsyring ikke effektiv og kan ofte bevirke mørtelslam på stenoverfladerne.
Derfor bør der mures rent således at afsyring kan undlades. Murværk rengjort med rent vand kan efterlade små mængder mørtelrester. Derfor bør murværkets færdige udseende forventningsafstemmes med bygherre.
Vejledning i afrensning
1. Kontroller om de leverede mursten må afsyres.
2. Murværket skal holdes rent under opmuringen og fugerne trykkes jf. vejledning fra mørtelværket.
3. Murværket rengøres for mørtelrester, når fugen er tilstrækkelig tør, ved hjælpe af en tør grov skuresvamp. Skuresvampen skal være tør og ren under processen
Rengøring af murværk uden afsyring
4. Som afsluttende behandling kan murværket rengøres med vand. Her anvendes der skumgummibræt med tilhørende spand med ruller. Brættet rulles over rullerne således at skumgummiet er hårdt opvredet. Sørg altid for at brug rent vand, skift det ofte. Udvis forsigtighed under denne proces så fugen/mørtelslam ikke trækkes ud på stenene.
Rengøring af murværk med afsyring
5. Hvis murværk rengøres med afsyring skal der bruges en færdigblandet murersyre 1:20. Til afsyring anvendes der skumgummi bræt med tilhørende spand med ruller. Brættet rulles over rullerne således at skumgummiet er hårdt opvredet. Afrens murværket diagonalt 1 gang – flere afrensninger over samme sten kan betyde ophobning af syre og medføre skader. Sørg altid for at brug ren murersyre, skift det ofte. Udvis forsigtighed under denne proces så fugen/mørtelslam ikke trækkes ud på stenene.
Afrensning af indvendigt murværk
6. Indvendigt murværk må aldrig afsyres med saltsyre. Syredampe kan være sundhedsskadelige samt fremkalde korrosionsskader og hvide belægninger. Syredampe afgives i lang tid.
Har du spørgsmål?
Vi hjælper gerne med vejledning om afrensning, afsyring og valg af korrekt rengøringsmetode til murværk og tegl.
✉ ordre@matzen-tegl.dk
☎ +45 74 65 11 18